Ishockeyspilleren Jannik Hansen er blevet kåret til ugens spiller i verdens bedste ishockeyliga, NHL, efter de seneste dages målraseri.
NHL-ligaens hjemmeside kårer således den 28-årige dansker til "NHL First Star of the Week"
Den målfarlige forward, der optræder for Vancouver Canucks, scorede hele fem gange i sidste uge, som blev afsluttet søndag med et hattrick i en 4-1-sejr over Chicago Blackhawks. Det var i øvrigt Hansens første NHL-hattrick i 467 kampe for det canadiske hold.
Jannik Hansen havde syv skud på mål i sidste uges tre NHL-kampe, hvilket betyder, at hans udnyttelsesprocent var på forrygende 71,4 procent.
Danskeren åbnede sin uge med et enkelt mål i 5-4-sejr over Edmonton Oilers, inden det også blev til et mål i et 3-4-nederlag til Anaheim Ducks.
NHL har kåret Detroits Tomas Tatar og Dallas-spilleren Jamie Benn som henholdsvis næstbedste og tredjebedste spiller i den forgangne uge.
/ritzau/