De danske håndboldkvinder var lørdag aften tæt på at sætte sejren over styr i EM-kvalifikationskampen mod Ukraine i Kolding.
En decideret dårlig dansk anden halvleg gjorde, at holdet blot vandt med 28-26 efter at have ført med otte mål undervejs.
Landstræner Jan Pytlick mener, at forsvaret svigtede i anden halvleg.
- Vi dækker simpelthen for dårligt op, og 26 mål er nok lidt for mange at give dem. Men vi var ikke i stand til at modstå det tryk, de kom med, siger Jan Pytlick til TV 2.
- De (Ukraine, red.) var også en tand bedre, end vi havde regnet med.
Selv om føringen skrumpede igennem hele anden halvleg, var landstræneren aldrig rigtig ramt af panik.
- Det er klart, at det sidst i kampen begyndte at snerpe til, men jeg synes, vi havde styr på det. Vi havde masser af muligheder for at lukke kampen tidligere.
Med sejren har Danmark maksimumpoint efter tre kampe, og holdet er godt på vej til at indløse billet til EM-slutrunden i Ungarn/Kroatien, der afvikles til december.
Danmark er - ud over Ukraine - i gruppe med Litauen og Østrig i EM-kvalifikationen.
/ritzau/