Jan Pytlick færdig som landstræner efter EM-fiasko

admin

|

28/12/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det danske kvindelandshold i håndbold skal have ny træner.

Dansk Håndbold Forbund (DHF) oplyser i en pressemeddelelse søndag, at forbundet er blevet enig med træner Jan Pytlick om at afbryde samarbejdet med øjeblikkelig virkning.

Det sker efter en evaluering ovenpå EM i Kroatien og Ungarn.

- Konklusionen er draget i fuld gensidighed mellem landstræneren og Dansk Håndbold Forbunds politiske, administrative såvel som sportslige ledelse og den indebærer, at Jan Pytlick er fritstillet pr. 1. januar 2015, lyder det i en pressemeddelelsen.

Om det afsluttede samarbejde siger generalsekretær for Dansk Håndbold Forbund, Morten Stig Christensen:

- Fra Dansk Håndbold Forbunds ledelse skal der lyde en ekstraordinært stor tak og dyb anerkendelse til Jan Pytlick for det arbejde, han har ydet med det danske kvindelandshold og de resultater, han har opnået siden sin tiltrædelse i 1998.

Det danske håndboldlandshold kunne ikke leve op til forventningerne ved det netop overståede EM, hvor det blev til en skuffende slutplacering som nummer otte.

/ritzau/