Italiensk skuffelse: Juventus kunne ikke udnytte overtal

admin

10 år siden

|

02/05/2014

Dagens topnyheder

Bare et enkelt mål havde været nok for Juventus i returopgøret i Europa League-semifinalen mod Benfica hjemme i Torino.

Men trods en mand i overtal i kampens sidste fjerdedel - og to mand mere i slutfasen - lykkedes det ikke for de stribede at få bolden i nettet.

Kampen endte 0-0, og dermed endte det med samlet sejr på 2-1 til portugiserne.

Der var ellers chancer nok til at afgøre kampen, der udviklede sig til at blive en dramatisk affære.

Juventus pressede hårdt på fra kampens start. Andrea Pirlo havde et par gode forsøg fra distancen, og det samme havde Arturo Vidal, som dog måtte se det ene af sine forsøg reddet på stregen.

Benfica koncentrerede sig om at forsvare sig, og den opgave blev ikke nemmere af, at Enzo Perez midtvejs i anden halvleg blev udvist for sit andet røde kort.

Kampen spidsede til, og det udviklede sig endda til slagsmål uden for banen, hvor de to holds reservespillere kom op at toppes med to røde kort til følge.

Det blev blot endnu mere dramatisk, da Ezequiel Garay måtte udgå med en skade til sidst, hvor Benfica havde brugt alle sine udskiftninger.

Men mål kom der ikke ud af Juventus' anstrengelser, og det bliver dermed Benfica, der skal spille finale mod Sevilla.

Den skal faktisk også spilles på Juventus Stadium, som portugiserne altså har gode minder fra.

/ritzau/