Den italienske landsholdsspiller Daniele De Rossi kommer ikke på banen i de næste uger. Hverken på landsholdet eller hos den italienske klub Roma.
Mandag blev han idømt en karantæne på tre spilledage for en batalje i weekendens kamp mod Inter, skriver Reuters.
Her plantede Daniele De Rossi et knytnæveslag i ansigtet på Inters Mauro Icardi. Et slag, der med garanti havde givet point i en boksekamp.
Ingen af kampens dommere så episoden under kampen, men efterfølgende har tv-billeder fældet Roma-spilleren.
Han går nu glip af kampene mod Napoli, Udinese og Chievo i Serie A. Men også på landsholdsplan får det konsekvenser for midtbanespilleren.
De Rossi var ikke blandt de udvalgte, da den italienske landstræner, Cesare Prandelli, udtog truppen til venskabskampen mod Spanien.
- Jeg besluttede mig, da jeg så situationen på tv, og han har accepteret beslutningen. Jeg vil ikke have, at sådan noget sker i Brasilien (ved VM, red), så dette er en advarsel, siger Prandelli ifølge Football.Italia.net.
/ritzau/