Italiens næste premierminister til møde hos præsidenten

admin

10 år siden

|

15/02/2014

Dagens topnyheder

Alt tyder på, at Firenzes borgmester, Matteo Renzi, lørdag bliver indstillet til posten som Italiens premierminister.

I løbet af dagen holder landets præsident, Georgio Napolitano, møder med parlamentspartiernes politiske ledere, der skal pege på, hvem der skal afløse Enrico Letta som regeringschef.

Letta indgav fredag sin formelle afskedsbegæring til Napolitano efter at have tabt en intern magtkamp i sit parti, Partito Democratic, til netop Matteo Renzi, der overtog lederskabet i partiet i december.

I løbet af næste uge kan Renzi således indskrive sig i italiensk historie som den yngste premierminister nogensinde, når han kan overtage posten som regeringsleder uden at udskrive valg.

Matteo Renzi mødes med Georgio Napolitano klokken 18.15 lørdag, og herefter går der ifølge analytikere nogle dage, inden han kan præsentere sin nye regering.

Inden mødet med Renzi har Napolitano samtaler med blandt andre den tidligere premierminister Silvio Berlusconi, hvis parti, Forza Italia, er med i den skrøbelige italienske koalitionsregering.

Renzi har bebudet omfattende reformer - eksempelvis på beskæftigelsesområdet, hvor Italien ligesom andre sydeuropæiske lande kæmper med en høj arbejdsløshed.

Matteo Renzi har bred opbakning blandt sine partifæller, og han er populær blandt italienerne, fordi han aldrig har været i regering eller forbundet med den omfattende korruption på den politiske scene.

Samtidig viser meningsmålinger dog, at de fleste italienere ville foretrække et parlamentsvalg før tiden i stedet Renzis "paladskup" mod Enrico Letta.

Oprørspartiet Femstjerne-bevægelsen har boykottet lørdagens møder hos Georgio Napolitano, da partiet kræver, at italienerne bør vælge deres næste premierminister ved et valg.

/ritzau/Reuters