Efter lidt over halvanden times handel er der handlet for flere penge i ISS aktier, end der er handlet aktier i alle andre børsnoterede danske selskaber tilsammen. Det fremgår af en analyse fra Ritzau Finans.
Omkring klokken 10:36 var der handlet for 922 millioner kroner af de nye ISS-aktier, og for 325 millioner kroner af de gamle ISS-aktier. Samlet giver det en handel i ISS på 1247 millioner kroner på 96 minutters handel. Det svarer ifølge Ritzau Finans til 13 millioner kroner i minuttet.
Til sammenligning var der i alle andre aktier på fondsbørsen, blandt andet A.P. Møller-Mærsk og Novo Nordisk handlet for 762 millioner kroner.
Efter ni års fravær blev ISS torsdag igen børsnoteret. Udbudskursen var 160 kroner, der gav selskabet en værdi på 29,6 milliarder kroner. Efter 96 minutter var kursen steget til 180.
Det er den største danske børsnotering, siden TeleDanmark - det nuværende TDC - kom på børsen i 1994. Derfor er det også en stor dag hos Nasdaq OMX, der driver fondsbørsen i København.
- Vi er stolte over at kunne byde ISS velkommen på Nasdaq OMX København. ISS er et selskab med en stærk global profil og en stærk kandidat til at blive en dansk folkeaktie.
- Vi er glade for at kunne give ISS adgang til de globale kapitalmarkeder og levere den synlighedsplatform, som det moderne aktiemarked i dag udgør hos Nasdaq OMX København, siger Carsten Borring, der er chef for notering og selskaber hos Nasdaq OMX København, i en meddelelse.
Cirka 19.500 nye investorer har fået tildelt aktier i ISS, og omkring 10 procent af aktierne er tildelt private investorer, mens 90 procent er gået til danske og udenlandske institutionelle investorer.
Servicegiganten har tidligere været noteret på fondsbørsen, men blev i 2005 opkøbt af de to kapitalfonde EQT Partners og Goldman Sachs Capital Partners, der valgte at afnotere selskabet.
ISS har tidligere meldt ud, at koncernen venter at hente otte milliarder i bruttoprovenu. Pengene fra børsnoteringen skal blandt andet bruges til at skære af nettogælden. Ved udgangen af 2013 var den på 22,7 milliarder kroner.
/ritzau/