Irans præsident: Snarlig atomaftale er meget sandsynlig

admin

10 år siden

|

22/05/2014

Dagens topnyheder

En større aftale om Irans atomprogram mellem Iran og den såkaldte P5+1 gruppe, der tæller USA, Storbritannien, Frankrig, Rusland, Kina og Tyskland, vil med stor sandsynlighed falde på plads før 20. juli.

Sådan lyder udmeldingen fra den iranske præsident, Hassan Rouhani.

- Vi vil med stor sandsynlighed nå en aftale inden slutningen af juli, siger Rouhani på et pressemøde i Shanghai.

Hans nye udmelding kommer, efter det der af flere iagttagere bliver kaldt en frugtesløs fjerde forhandlingsrunde mellem parterne i sidste uge.

- Det tager tid. Vi kan ikke forvente at løse det på et par få møder, sagde Rouhani tidligere på ugen.

Hassan Rouhani har tidligere lovet at "engagere sig konstruktivt med Vesten", efter at en historisk - men midlertidig - atomaftale kom på plads i november sidste år. Aftalen trådte i kraft i januar.

Med den midlertidige aftale indskrænker Iran sit atomprogram i seks måneder. Til gengæld bliver en del af de vestlige landes sanktioner lempet en smule. I den mellemliggende tid er det så håbet, at der kan laves en langvarig aftale.

Denne skal gerne være på plads senest 20. juli, når den foreløbige aftale udløber.

De vestlige lande har længe mistænkt Iran for at ville fremstille atomvåben. Iran har afvist beskyldningerne og insisteret på, at atomprogrammet udelukkende har energimæssige formål.

/ritzau/AFP