Iran jagter babyboom: Forbyder prævention

admin

10 år siden

|

11/08/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Iran vedtager et forbud mod sterilisering og alle andre former for permanent prævention. Det sker som led i landets kamp for at få befolkningstallet op. Dermed opfylder parlamentet den øverste åndelige leder, Ayatollah Ali Kahmenis, bøn om tiltag i den retning.

Kahmeni udstedte i maj et dekret, hvori han beder om flere babyer til at "styrke den nationale identitet" og levere et modsvar til "uønskelige vestlige tendenser". Det er det dekret, parlamentet nu gør til virkelighed.

Loven forbyder også reklame for prævention, hvilket signalerer et brud med en kultur i landet, hvor kondomer har været let tilgængelige og familieplanlægning normal.

Parlamentet stemte loven igennem med 143 ud af 231 stemmer. Loven skal nu godkendes af Vogternes Råd. Rådet består af teologer og jurister udpeget af den øverste åndelige leder. Rådets opgave er at sikre, at love udformes i henhold til Islams lære.

Irans forsøg på at vende den negative befolkningsudvikling høster kritik for at forsøge at fastholde højtuddannede kvinder i rollen som husmødre. Derudover frygter kritikere, at antallet af ulovlige aborter vil forøges. Abort i Iran er lovlig, hvis foster eller mor er i fare.

Kvinder i Iran får i gennemsnit 1,6 barn, fortæller parlamentsmedlemmet Ali Motahari ifølge det iranske nyhedsbureau IRNA. Den iranske regering har tilbudt hjælp til kvinder, der har problemer med fertiliteten. En sådan behandling kan koste 16.000 og 89.000 kroner.

Iran har tidligere forsøgt sig med kampagner for at øge befolkningsvæksten, da man i 1980'erne var i krig med Irak. Siden da har man skiftet position og under sloganet "Færre børn, bedre liv" forsøgt at begrænse befolkningsvæksten. Nu vil man så igen gerne have babyer i Iran.

/ritzau/Reuters