Myndighederne leder stadig efter det forsvundne malaysiske fly MH370, men det forhindrer ikke instruktøren Rupesh Paul i at lave en spillefilm om tragedien.
- Folk vil ikke have en dokumentar. De vil have en thriller, siger han til The Hollywood Reporter.
Traileren for MH370-thrilleren er allerede lagt ud på YouTube, og "The Vanishing Act" har affødt en del vrede kommentarer.
- Flyet er endnu ikke blevet fundet, og de mennesker prøver allerede at tjene penge på det. Hensynsløst! Jeg ville ikke betale en cent for at se filmen, skriver en YouTube-bruger.
I skrivende stund har knap 193.000 set traileren.
Instruktøren Rupesh Paul understreger, at filmen "ikke vil påvirke passagerernes familier" og fortæller, at han endnu ikke har modtaget nogen officielle klager.
Ifølge Rupesh Paul har der især fra Asien været stor interesse for filmen, og produktionsselskaber fra både Kina og Malaysia er interesserede i at medproducere "The Vanishing Act", som formentlig bliver klar til efteråret.
Det malaysiske fly MH370 forsvandt sporløst den 8. marts med 239 personer om bord.
Se traileren her: http://www.youtube.com/watch?v=l4rKJaGQbcY
Newspaq