Særregler for mandlige pædagoger er ulovlige, men de finder alligevel sted i danske institutioner. For eksempel er det ofte blevet beskrevet, at mandlige pædagoger i visse institutioner ikke må sidde med børn på skødet eller skifte ble på børn alene.
Derfor tager Institut for Menneskerettigheder nu affære for at få stoppet diskriminationen, skriver Jyllands-Posten.
- Det er meget principielt og i offentlighedens interesse, at vi får gjort op med den ulovlige og forskelsbehandlende praksis, siger ligebehandlingschef Maria Ventegodt Liisberg fra Institut for Menneskerettigheder til avisen. Hun fortsætter:
- Særreglerne er udtryk for en ubehagelig mistænkeliggørelse af mænd i daginstitutioner, og det ønsker vi at gøre op med.
Instituttet har ikke fået en konkret klage over forskelsbehandling af mænd. I stedet udnytter det et nyt mandat, som lovgivningen har givet adgang til siden 1. januar.
- Der har været en offentlig diskussion om temaet, og vi har også kunnet se, at der er institutioner, som har den slags særregler. Derfor finder vi denne sag meget velegnet som prøvesag, siger ligebehandlingschefen.
Der findes ikke et overblik over antallet af institutioner, som har særregler for mandlige pædagoger. Men i pædagogernes fagforening, Bupl, er formand Elisa Bergmann ikke i tvivl om, at det gavner at få prøvet en sag ved Ligebehandlingsnævnet.
- Vi er ikke i tvivl om, at der desværre stadig trives en mistænkeliggørelse af mandlige pædagoger, og det er en medvirkende faktor til at holde netop mænd væk fra faget, siger hun til Jyllands-Posten.
/ritzau/