De spanske landsholdsspillere fik ikke meget sved på panden, da de forsvarende verdensmestre lørdag aften vandt 2-0 over El Salvador i den sidste opvarmningskamp før VM-slutrunden i Brasilien.
Atlético Madrid-angriberen David Villa leverede begge scoringer, efter at han blev skiftet ind til anden halvleg. Dermed er den rutinerede angriber noteret for 58 i alt scoringer i den spanske trøje.
Spanien sad på kampen imod miniputnationen og kunne allerede i det fjerde minut have taget føringen. Barcelona-stjernen Cesc Fabregas sendte dog bolden over mål på et straffespark, der i øvrigt blev begået imod Diego Costa, som vendte tilbage efter at have døjet med en skade.
Efter en times spil sendte David Villa Spanien på vinderkurs, inden han kort før tid udbyggede føringen til slutresultatet 2-0.
Den tidligere Valencia- og FC Barcelona-angriber ser dermed ud til at have ramt formen, inden spanierne spiller deres første VM-kamp mod Holland fredag.
Mens Spanien må betragtes som en del af favoritfeltet ved VM, ses Belgien af mange som et hold, der kan overraske ved slutrunden.
Det talentfulde hold slog lørdag Tunesien 1-0. Det afgørende mål blev dog først scoret i 89. minut, efter at belgierne havde været i overtal i knap en halv time. Fløjspilleren Dries Mertens sørgede med sit mål for, at Belgien kan tage til Brasilien med en sejr i bagagen.
Det må dog bekymre landstræner Marc Wilmots, at angriberen Romelu Lukaku i overtiden humpede ud.
Belgien møder Algeriet i sin første VM-kamp og er derudover i gruppe med Rusland og Sydkorea.
/ritzau/