Indsatschef om eftersøgning: "Det er den største opbakning, vi til dato har fået i Danmark"

K P

9 år siden

|

11/03/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

21-årige Jonas Hedegaard Hansen fra Videbæk er forsvundet på femte døgn, men selvom politiet har valgt at neddrosle eftersøgningen, søger hundredevis efter den savnede unge mand.

- Det er den største opbakning til en eftersøgning, vi til dato har fået i Danmark. Det er virkelig imponerende. I går mødte 80 mennesker op, og i dag kommer vi op på 200 frivillige mennesker, siger René Nielsen, der er indsatschef og stifter af missingpeople, til Dagens.dk.

Klokken 17 rykker det sidste hold af søgere ud i dag. Derefter bliver det for mørkt til at lede, og i morgen er der hviledag, så de frivillige kan komme sig oven på turene i krat, skove, åløb og plantager, hvor de blandt andet leder.

Læs også: Politiet neddrosler eftersøgning af forsvunden 21-årig

Droner, dykkere og fodfolk
Droner filmer de steder, der er ufremkommelige for hunde og mennesker – fx. sivområder langs Storeå i Holstebro.

Derudover er dykkere på andendagen sendt i åen, hvor de leder hver eneste kvadratmeter igennem.

Missing people, som er organisationen bag den frivillige indsats, arbejder anderledes end politiet og er derfor et supplement til eftersøgningen, som aflaster familien i den svære tid.

- Politiet går ud i nogle højaktuelle steder, men vi starter på det sidste sted, Jonas er set, og så arbejder vi os ud af i en radius af fire kilometer fra stedet. Det er cirka 50 millioner kvadratmeter, der bliver gennemsøgt. Det er et kæmpe område, vi afsøger, og vi går skulder ved skulder, når vi gør det, så det tager tid, fortæller René Nielsen.

Han understreger, at der altid er brug for flere frivillige søgere, hvis man skulle være i nærheden eller have lyst til at hjælpe med at finde Jonas. 

Læs også: Intet resultat af stor eftersøgning af 21-årig

Frygter ulykke
Der er endnu ikke nogle vidneudsagn, der kan lede til fundet af Jonas, og derfor frygter familien og søgerne, at der er sket en ullykke:

- Vi frygter, at der er sket ham et uheld, at han måske er faldet og måske endda er faldet i åen. Det er vores værste tanker lige nu. Vi har ingen vidneudsagn, og derfor går vi ud fra, at det er en ullykkke, siger René Nielsen.

Jonas er sidst set nær rundkørslen ved Skjernvej, natten til fredag den 6. marts 2015 Jonas er 170 cm og 75 kg. Han har blond hår og bærer skæg.

Da han forsvandt, var han iført en sort læderjakke og en Captain America t-shirt med en sort skjorte udenpå. Har du nogle oplysninger om ham, kontakt da politiet på telefonnummer 114.