Indiens minister for udvikling af landområder, Gopinath Munde, døde tirsdag efter en trafikulykke i hovedstaden New Delhi.
Munde blev udnævnt som minister i den nye premierminister Narendra Modis regering for blot en uge siden.
Ministeren var på vej fra lufthavnen, da det frontale sammenstød fandt sted, rapporterer indiske medier. Han døde efterfølgende af sine kvæstelser.
- En ulykke fandt sted tidligere på morgenen, hvorefter han blev bragt til Safdarjung Hospitalet i Delhi. Læger erklærede ham død omkring klokken otte, siger transportminister Nitin Gadkari til journalister.
Munde var medlem af Modis hindunationalistiske parti, Bharatiya Janata Party (BJP), der i maj vandt absolut flertal ved parlamentsvalget i verdens største demokrati. Det er første gang siden 1984, at et parti opnår absolut flertal i det enorme land.
Forinden blev Indien i 10 år regeret af det venstreorienterede Kongresparti og Gandhi-familiedynastiet.
Munde blev 64 år.
/ritzau/Reuters