Indgår aftale om danske børn i syriske fangelejre

Sarah S

195 uger siden

|

30/03/2021
Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Nu nedsættes der en task force, som skal komme med konkrete forslag til, hvordan børnene kan hentes hjem.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Tirsdag har regeringen indgået en aftale med en række af Folketingets andre partier om at hente de danske børn, der lige nu befinder sig i fangelejre i Syrien, hjem. Det bekræfter Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse. 

"Børn af fremmedkrigere: Regeringen, V, SF, RV, KF & LA enige om nedsættelse af en ny hurtigtarbejdende taskforce," skriver Udenrigsministeriet. 

Derefter tilføjes det: 

"Situationen i lejrene er under fortsat forværring. Sikkerheden og sundhedsforholdene er dårlige, og der er omfattende mangel på basale ydelser, herunder medicin, sundhedsydelser og rent drikkevand. Denne udvikling rammer børnene, som i modsætning til deres forældre er uden skyld i deres aktuelle situation, særligt hårdt. Samtidig forøges radikaliseringsrisikoen, jo længere tid børnene opholder sig i lejrene."

Det fører til, at der nu oprettes en såkaldt taskforce, der finde ud af, om det er muligt at evakuere børnene uden deres forældre. 

"Der etableres derfor en hurtigtarbejdende tværministeriel ”Task Force Evakuering,” der senest den 15. maj 2021 skal have afdækket, om evakuering af de danske børn uden deres forældre på baggrund af en individuel vurdering vil kunne gennemføres på en sikkerhedsmæssigt forsvarlig måde og inden for rammerne af Danmarks konventionsmæssige forpligtelser, udarbejdet konkrete modeller herfor og taget relevante skridt til forberedelse af evakueringer. Målet med arbejdet er, at børn af danske forældre kan komme til Danmark hurtigst muligt," bekræfter Udenrigsministeriet. 

Arbejder samtidig

Parallelt med arbejdet i task forcen vil regeringen igangsætte tiltag, der på kortere sigt kan medvirke til at forbedre børnenes vanskelige vilkår i lejrene. Den eksisterende myndighedsgruppe, som belyser konkrete, individuelle sager om eventuel medicinsk evakuering af børn, fortsætter desuden sit arbejde parallelt med task forcen.

Udenrigsminiser Jeppe Kofod (S) håber, at den nye aftale vil hjælpe børnene, der er fanget i Syrien.

”Det er klart for enhver, at vi kommer fra forskellige udgangspunkter i den her sag. Men dét, vi alle har til fælles, på tværs af standpunkter ift. forældrene er, at vi gerne vil hjælpe børnene. Dét fælles ønske, er vi nu blevet enige om at udmønte i en række tiltag der kan hjælpe børnene både på kort og længere sigt.”

Det er man enig i hos Venstre, hvor det understreges, at partiet ikke ønsker forældrene her til landet. 

“Vi har hele tiden sagt, at vi gerne vil se på at undersøge, hvordan vi kan hjælpe børnene, men vi vil under ingen omstændigheder hverken direkte eller indirekte have forældrene til Danmark, så der er ikke noget ændret for os,” udtaler udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen (V)