Ild i tom skole på Nørrebro: Branden er muligvis påsat

admin

10 år siden

|

05/06/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En nedlagt skole i Fensmarksgade 71 på Nørrebro i København blev torsdag hærget af en brand. Politiet udelukker ikke, at branden er påsat.

- Det er altid en lille smule mistænkeligt, når der udbryder brand i en tom bygning, hvor der ikke færdes mennesker, siger vagtchef Henrik Brix, Københavns Politi.

Ingen personer kom til skade, men der skete en del materiel skade.

Ilden opstod torsdag først på formiddagen, og de trafikerede færdselsårer Jagtvej og Tagensvej, der ligger i nærheden, måtte en overgang spærres for at give plads til brandvæsnets køretøjer. Trafikken kom dog hurtigt i gang igen.

Ilden fik først fat i et lokale i stuetagen i den tomme skolebygning, men den bredte sig til førstesalen, og der skete temmelig store skader, idet etageadskillelsen udbrændte.

Politiets teknikere arbejder nu på at finde brandårsagen.

Ifølge vagtchefen er noget af det, der undersøges skolens el-system, og om der eventuelt kan have opholdt sig hjemløse eller andre i ejendommen.

/ritzau/