Ikke kun dildoer og plastikbøtter: Homeshopping er tilbage i stuerne

Lotte Gyldenvang

10 år siden

|

02/12/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det er ikke længere forbeholdt Tupperware og sexlegetøj at blive solgt i private hjem. Homeshopping har de seneste år udviklet sig til også at gælde tøj, sko og smykker.

- Mange virksomheder har et stigende fokus på at involvere kunderne og bruger gennem homeparties kundernes netværk til at udvikle virksomheden, siger livsstilsekspert og sociolog fra firmaet LHBS, Eva Steensig til Dagens.dk.

Hun understreger, at det især under krisen har været en interessant forretningsmodel, hvor virksomheder på en nem og billig måde kan starte op og spare husleje til butikslokaler og markedsføring.

Black Swan er et tøjmærke, der udelukkende sælges gennem homeparties.
En konsulent spreder budskabet om at komme ud til venindernes stuer, og disse veninder spreder derefter budskabet videre. På den måde netværker Black Swan og andre virksomheder sig til succes. Medejer og designer Janne Eskildsen har i mange år arbejdet med retail og ville prøve noget nyt da hun sammen med Sabine Boye Kass lagde stregerne til Black Swan.

- Vi kunne se hvordan butikker på stribe måtte lukke på grund af krisen. For at få Black Swan frem til de danske kvinder valgte vi derfor at tage bagindgangen og bringe tøjet hjem til kvinderne med homepaties, fortæller Janne Eskildsen til Dagens.dk.

Til januar kan Black Swan fejre tre års fødselsdag. Der er 50 konsulenter i hele landet, som ruller ud med stativer. Konceptet er en succes, så Janne Eskildsen og Sabine Boye Kass får til januar det danske tøj til Finland, hvor 10 salgskonsulenter står klar til at køre ud i private hjem.

Da Black Swan en søndag eftermiddag holder homeparty i Skanderborg, er der mødt omkring otte-ti kvinder frem, hvilket er meget almindeligt fremmøde til et homeparty. En af dem er Malene Hougaard, der er mor til to drenge på 2 og 5 år.

- Jeg er vild med konceptet, fordi det optimerer min tid. Jeg har som de fleste andre fuldtidsjob og børn, som fylder de fleste vågne timer i hverdagen. Det kan være svært at finde tid til at mødes med veninderne, og det er bestemt heller ikke nemt at nå butikkerne mellem klokken 16.30 og 17.30, hvor der skal hentes børn og laves mad. Med et homeparty slår jeg to fluer med ét smæk. Jeg får sludret med veninderne over et kop kaffe og købt nyt tøj samtidigt, siger Malene Hougaard til Dagens.dk.

Hun er en ivrig bruger af homeshopping, og kommer både til homeparties for at købe tøj til sig selv, smykker og børnetøj.

- Man kan i ro og mag få en kyndig vejledning og få købt tøj til de små eller mig selv, mens manden kigger efter ungerne. Det er mere overskueligt end at komme ind i et travlt storcenter. Jeg kan godt lide den afslappende atmosfære, hvor vi render rundt i undertøj og prøver på skift. Ingen kigger mærkeligt, hvis der er en baby, der skal ammes midt i det hele. Som mor er det da praktisk, at man kan klare shopping og få en ekstra hånd til at vugge den lille med samtidigt. Jeg vil langt hellere til homeparty end at handle i butikker, siger Malene Hougaard.