IC Companys har solgt InWear, Matinique, Part Two og Soaked in Luxury til DK Company. Oveni handlen er også Companys butikskoncept, oplyser IC Companys.
- Salget er en vigtig strategisk milepæl for IC Companys. Selskabet kan fremover fokusere udelukkende på Premium-segmentet, skriver IC Companys i en meddelelse til fondsbørsen.
Premium-segmentet er mærkerne Tiger of Sweden, Peak Performance og By Malene Birger. De har de seneste tre regnskabsår tilsammen realiseret en gennemsnitlig, årlig omsætningsvækst på otte procent.
DK Company overtager nu de fire tøjmærker, medarbejdere og retailbutikker, som de har betalt med 50 millioner kroner kontant samt 203.628.379 stk. aktier DK Company. Det svarer til en ejerandel på 10,11 procent af den samlede aktiekapital.
Baseret på lukkekursen den 26. marts havde aktierne en samlet handelsværdi på 126 millioner kroner.
Overtagelsen af InWear, Part Two, Matinique og Soaked in Luxury fra IC Companys sker pr. 1. juli 2014.
- Jeg er stolt over, at DK Company i dag kan annoncere en overtagelse af fire virkeligt stærke brands, siger Jens Poulsen, der er direktør i DK Company.
- Med opkøbet af mærkerne samt butikskonceptet Companys har vi de absolut bedste vilkår for at videreudvikle vores brands og forretning og forfølge ambitionen om at blive blandt Europas førende multibrandudbydere i mellempris-markedet, siger han.
IC Companys direktør, Mads Ryder, siger, at hans selskab vil opnå bedre resultater med et skarpt fokus på at drive mode- og sportsbrands i det dyrere segment.
- Det er et attraktivt marked med solide vækstrater og gode indtjeningsmuligheder, hvilket især Tiger of Sweden og By Malene Birger har oplevet i de seneste år, siger han.
/ritzau/