Dette er en fortælling om følelser og mennesker. Om livets alvorlighed, om mørke og lys. Dette er en fortælling om sorg.
Det er en tid vi uundgåeligt vil opleve. En følelse vi uundgåeligt vil føle. En smerte vi vil mærke og et hul vi vil bære. Måske ikke nu, måske ikke i morgen, men en dag: En dag vil sorgen for alvor ramme.
Sorg har mange ansigter. Skuffelse, vrede, frustration, tomhed. Den kommer i mange grader og efterlader huller af forskellig størrelse. Den største sorg jeg kan forestille mig, må være sorgen ved at miste på et helt urimeligt tidspunkt. At miste sit barn. At miste sin livsledsager. At miste sin mor eller far alt for tidligt. Ofte med kræft som bøddel.
Jeg har endnu ikke mærket denne sorg - kun frygten, da min egen mor var syg, men jeg har overværet den fra første parket. En sorg så stor og et scenarie så forfærdeligt, at flere hundrede mennesker berørtes af tabet. Vi kender alle én. Den ene, hvis tur det slet ikke var. Dén, hvor det bare var helt forkert. Dén der efterlod store spørgsmål om meningen med livet. Dén, hvor sorgen er for tung at bære. Dén, der tages bort alt, alt for tidligt.
Læs også: Johnny Madsen om at miste sin datter: Det er forfærdeligt
Man kan intet stille op. Man er magtesløs og respektfuldt bevidst om, at sorgen måske ikke er ens egen, men en mor og en fars, en mands og nogle børns. Hvis bare man kunne fordele sorgen iblandt os bære en lille byrde hver. Hvis bare man kunne skåne børnene, der bør fritages for denne sorg. De bør lære glæden ved livet lang tid inden, de lærer om hagen. Hagen ved, at livet en dag slutter.
Men hvad sker der med mennesker, når sorgen rammer?
Dagen, hvor vi siger farvel, er altid en følelsesmæssig stor og overvældende dag. En dag fyldt med tårer og gråd, modløshed og tomrum. Men blandt den trykkede stemning, blandt begrædelse og fortvivle, breder der sig alligevel en varme. En varme af trøst og kærlighed. En følelse af at stå sammen. Man kender sjældent de andre fremmødte, men det er ikke nødvendigt at sige højt; vi er sammen om sorgen. Vi er sammen om tabet, og den varme er jeg stolt af at være en del af.
Læs også: En lille prik på næsen viste sig at være hudkræft: Mit selværd blev ødelagt
Folk kommer forbi med blomster, madkurve, kage og gaver. I hænderne bærer de et lille lys. På ryggen bærer de en rygsæk af støtte. I hjertet bærer de varme og omsorg. Og der kommer flere og flere. For hver enkelt bliver støtten større, varmen bredere og omsorgen tungere. Hvert lille lys bliver, sammen med de andre, til en stor flamme af håb. Håb for, at en lys fremtid en dag vil være at skimte. At mørket en dag vil forsvinde.
En tid som denne er også med til at udviske de tendenser og adfærdsmønstre, som ellers er upassende moderne i 2015. Man er til stede. Man er høflig. Man har overskud og interesse i menneskene omkring sig – alt selvcentrering forsvinder. Telefonen mister betydning og bliver i lommen. Man er til stede, nærværende og 100 procent en del af nuet, og ikke som vi ellers har tendens til at acceptere som fraværende, social adfærd.
Når livet melder sit alvor, bliver vi mindet om livets virkelige værdier. Vi husker at være nærværende. At være til stede. Vi husker hinanden.
Læs også: Far indsamlede 5 mio. kroner til sin datters kræftbehandling - nu er han død
I en verden, hvor vi drøner derudaf og altid har travlt glemmer vi, at ét fænomen altid vil kunne indhente os, uanset hvor hurtigt vi løber. Kræft. Vi skal blive bedre til at respektere livet og værdsætte hinanden nu-og-her. Vi skal være bedre til at sætte farten lidt ned. I en verden rig på mange ting, ærgrer det mig, at vi er så fattige på ydmyghed. Sammen kan vi hjælpe hinanden. Sammen kan vi løfte den enkelte.
Tænd et lys, når sorgen rammer.
#knækcancer2015
Indlægget er skrevet af Nanna Just for Dagens.dk. Hun er Stud. Cand.mag og har bloggen klummeliv.dk.
Følg Dagens Sundhed for flere lignende artikler:
