I dag får du sol, sommervarme og 25 grader - hvis du bor her i landet

Nils Würtzenfeld

442 uger siden

|

24/05/2016

Dagens topnyheder

Sommeren har hele maj måned banket gevaldigt på, og denne tirsdag kan en stor del af danskerne godt finde både shorts og solbriller frem.

Øst for Storebælt lover metrologerne nemlig strålende vejr.

- Øst for Storebælt kommer der masser af sol, og mange steder bliver det mellem 22-25 grader. Særligt i Vestsjælland vil de opleve flot vejr, men varmest bliver det i Rønne og på Bornholm, hvor de får fuld sol og tæt på 25 grader, fortæller vagthavende meteorolog, Jesper Eriksen.

Anderledes ser det dog ud vest for Storebælt. På Fyn må man ‘nøjes’ med 17-20 grader, mens man i Jylland må tage til takke med noget mildere varmegrader.

Mens det centrale Jylland kan være heldig at kæmpe sig op på 20 grader, bliver det noget koldere i Nordjylland, hvor det bliver mellem 13-14 grader.

I morgen, onsdag kommer til at minde meget om i dag, mens torsdagens vejr bliver mere stabilt landet over og kommer til at ligge på mellem 15-20 grader.

Weekenden er en anelse sværere at spå om, men det kommer til at holde tørt med temperaturer, der formentlig ligger mellem 15-20 grader.