- Bruger du ikke BH?!!!!
Jeg afventer lidt, mens du kæmper en kamp mod thebollen, der insisterende forsøger at sætte sig fast i dit luftrør.
- Øh nej ikke særlig tit. Måske 3-4 gange om måneden …
Du lader den hænge lidt i luften, mens du piller de sidste krummer fri af tænderne med tungen. Dine øjne rammer langsomt cirka 15 cm under min hage, og op igen. Og en gang til.
Men uanset hvor meget du kigger, får du altså ikke mere ud af dem. Jeg mistænker dig for at forsøge at puste lidt, som for at vække de små dutter gennem trøjen. Til din store ærgrelse sker der ingenting.
Du rynker lidt på næsen og giver mig indtrykket af, at det næsten er lidt ulækkert, at der ikke er ”noget” mellem min trøje og jeg. Eller mellem dig og mig. At de bare hænger der og dingler helt ukontrolleret …
Og den reaktion er desværre ofte hvad jeg bydes, hvis jeg inviterer folk ind i mit univers af undertøj (eller mangel på samme).
Jeg husker tydeligt, da jeg omkring 10 års-alderen fik min første BH; hvis man da kan kalde et stykke stof med to trekanter, der mest af alt mindede om en krympet top, for en BH.
Og jeg var stolt. Voksenundertøj (godt nok med Nuser-print all over, but still): Jeg elskede at have den på!
Læs også: Her er de 12 dødssynder, jeg begår jævnligt som forælder
Alligevel viste jeg allerede i 14-15 års-alderen tendenser på, at det der BH-noget ikke lige var mig. Og dette til trods for, at mine bryster nu rent faktisk havde ”brug” for en (hvilket man ikke ligefrem kunne sige om chokoladeknapperne som 10årig).
Men som 14-15 årig var de også lidt mere faste, og tyngdekraften havde ligesom ikke fået ordentligt fat endnu, så det gjorde ikke rigtig noget. Eller også var der bare ikke nogen, der lagde mærke til det.
Straks værre blev det, da jeg havde født, og mine små rundstykker voksede sig værdig til en titel som ”kasser” eller ”yver” – kærligt døbt af min mand.
Naturligvis med reference til den madpakke, jeg nu bar rundt på til vores søn. Yverets indhold var desværre ikke altid helt medgørligt og kunne sagtens skumme over på upassende tidspunkter.
Til jer mænd kan jeg oplyse, at der er opfundet ammeindlæg, til at håndtere sådanne potentielt pinlige scenarier. Men hvad gør man, når et ammeindlæg skal sættes fast i en BH og man ikke bryder sig om, at gå med en sådan?
Jeg kan oplyse, at man oplever ufattelig mange pinlige scenarier med ustyrligt mælk på dagsordenen … Så jeg medgiver altså, at en BH kan bidrage til en funktionalitet af mere eller mindre praktisk karakter.
Men når nu man det meste af tiden ikke skal gå og bremse bægeret i at flyde over, hvorfor er det så en selvfølge at iklæde sig dette skrækkeligt, ubehagelige, indeklemmende stykke beklædning, som vi alle bare glæder os til at tage af, når vi kommer hjem?
- Jo, men så er det bare fordi du endnu ikke har haft glæden af en lækker kvalitets-BH i din rigtige størrelse. De er bare SÅ behagelige!
Behagelige kontra hvad? Kontra en discount-BH i en forkert størrelse? Ja det kunne jeg forstille mig, men behagelig kontra at være nøgen? Mon dog.
Læs også: Jeg er dét lykkelige skilsmissebarn, alle siger, ikke findes
Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at alle kvinder kender til følelsen af, at føle sig lidt lasket og doven, når man ikke har BH på. Som om man ikke rigtig er stået op. Men hvem fan… har fundet på den idé? BH-branchen, dig selv eller samfundet?
Det forventes, at vi som kvinder går med BH, og vi er selv med til at skabe den forventning. Til dagligt er det lidt mærkeligt, hvis man ikke har den på, men til fest er det lidt frækt. Hvorfor det? Hvorfor er det ikke frækt, når jeg ikke har BH på under min t-shirt eller striktrøje?
Vi har simpelthen givet BH’en en magt, som den på ingen måder fortjener: En BH kan jo ikke definere, hvordan man er som menneske: Fræk, doven, ambitiøs, usoigneret, etc. Er BH’en ikke blot vor tids korset, som vi bærer, fordi det forventes af os?
Jeg medgiver, at BH’en i nogle tilfælde tjener et højere formål, såsom at samle brysterne lidt op, hvis de er trillet ned over navlekanten, eller som at holde dem på plads, når man løber efter bussen.
Men når jeg i en vejledningssituation af nogle yngre studerende kan se, hvordan deres blik konstant flakker væk fra mit ansigt til et sted midt på blusen, giver det mig et tydeligt incitament på, at min frigørelse af BH’ens greb af begrundet!
Alligevel føler jeg behovet for at skjule dingenoterne, hvis en kølig vind tvinger dem frem. Men hvem er det, jeg skal skjule dem for? Det er jo ikke som om, man ikke ved, de er der, hvis de ikke kan ses?
Og det er faktisk ganske frigørende at sidde foroverbøjet på en cykel og i stiv modvind mærke, hvordan brysterne under blusen frit dingler rundt og danner form som et par tobleronepyramider.
Gør dig selv en tjeneste og slip Babs og Nutte fri. Slip dem fri af BH’ens fængsel. Slip dem fri af samfundets forventninger. Uanset størrelse, former og farve! Flere løsslupne tobleronepatter og flagrende gong-gonger på landkortet, tak!
Indlægget er skrevet af Nanna Just for Dagens.dk. Hun er Stud. Cand.mag, mor til Lucas på to år og har bloggen klummeliv.dk.
Følg Dagens Kvinder for flere lignende artikler:
