Black Friday og juleindkøbene sætter fart på årets højsæson for nethandel, og det skaber travlhed blandt pakkebude, der arbejder på højtryk for at levere alle pakkerne.
Men hos GLS er det ikke kun travlheden, der fylder i denne tid.
Med den øgede aktivitet følger også en stigning i svindelforsøg.
Derfor udsender GLS nu en advarsel via "Mit digitale selvforsvar" til de mange danskere, der venter på pakker, om at være ekstra opmærksomme på mulige svindelmetoder.
Sagen er den, at mange i øjeblikket modtager e-mails om, at GLS ikke kunne levere deres pakke, og at de igen skulle betale leveringsgebyret.
Ovenstående e-mail er falsk, selvom svindlerne tydeligt efterligner GLS' rigtige e-mails.
"Husk, at GLS IKKE opkræver ekstra leveringsomkostninger. Klik IKKE på linket og indtast IKKE dine personoplysninger. Hvis du er i tvivl, så slå pakkenummeret op i GLS-appen, på vores hjemmeside eller kontakt vores kundeservice," skriver GLS i advarslen.
Du kan se et eksempel på svindelnummeret herunder:
Foto: Mit Digitale Selvforsvar