Selvom Danmark kandiderer til at være det land i Europa, der er allergladest for at handle på nettet, kender mange danskere ikke deres rettigheder.
Det viser en ny undersøgelse, som e-mærket, den danske certificeringsordning, der arbejder for tillidsfuld e-handel mellem kunder og erhvervsdrivende, har foretaget.
For mere end cirka hver tredje - eller helt præcis 38,6 procent af danskerne - har ikke styr på de mest basale rettigheder i cyberspace-handlens verden, forklarer Camilla Engel Post, chefjurist i e-mærket.
- Derved risikerer forbrugerne at betale for fragt eller få afvist en lovlig reklamation, fordi de ikke kender reglerne, siger hun.
Ifølge e-mærkets undersøgelse har danskerne fået større kendskab til basale rettigheder som reklamationsretten på to år og fortrydelsesretten på 14 dage. Men på andre mere indviklede områder er kendskabet ikke nær så godt.
Det gælder blandt andet retten til at fortryde et køb, selvom varen er taget i brug.
Danskernes manglende kendskab til reglerne overrasker ikke Camilla Engel Post:
- Vi oplever, at flere forbrugere og webshops har fået sværere ved at forstå reglerne, efter forbrugeraftaleloven blev ændret sidste år, siger hun og fortsætter:
- Blandt andet var det førhen webshoppen, der havde ansvaret for den vare, som forbrugeren sendte retur, og nu er det forbrugeren, der bærer ansvaret. Bliver varen væk med posten, hænger du på den.
Danskerne ligger nummer to på listen over nethandlende nationer i Europa ifølge tal fra EU-Kommissionen, der har sat tal på den europæiske onlinehandel i 2014.
Nummer et er Storbritannien, mens tredjepladsen går til Norge. Sverige er nummer fire og Luxembourg nummer fem.
78 procent af danskerne handlede på nettet i 2014 ifølge tal fra EU-Kommissionen.
/ritzau/