På trods af snak om finanskrise og økonomisk afmatning har en dansk familie i gennemsnit en formue på 2,5 millioner kroner, når man fraregner gæld. Det fremgår af en opgørelse fra Realkreditrådet.
Opgørelsen viser, at de danske familier generelt set har langt flere penge på kistebunden, end de skylder væk.
- Danskerne er i gennemsnit beskyttet af et tykt lag økonomisk sul med en formue, der er mere end tre gange større end deres gæld, siger Jan Knøsgaard, vicedirektør i Realkreditrådet, i en pressemeddelelse.
- Vi har meget gæld, men vi har samtidig en stor formue, så vi ligger faktisk meget lunt i svinget, når vi sammenligner os med andre lande, siger Jan Knøsgaard.
Danmark ligger blandt andet højere end Sverige, Tyskland og Finland, som er lande, vi typisk sammenligner os med.
Formuerne omfatter for eksempel bolig, biler, aktier, obligationer og pensioner, mens gælden hovedsageligt ligger i realkreditlån.
Jan Knøsgaard fortæller, at formuerne har været stigende de seneste år, efter at den samlede nettoformue dykkede, da finanskrisen for alvor rasede, hvilket blandt andet påvirkede boligpriser, aktiekurser og pensionsopsparinger.
Danskernes gæld er hverken blevet mindre eller større over det seneste år, men flere vælger lån med afdrag og prioriterer dermed at mindske gælden.
- Der afdrages mere på gælden end tidligere, og lån med afdragsfrihed er i tilbagegang - især F1-lånene. Lidt over halvdelen af boligejernes realkreditudlån er dog fortsat afdragsfrie, men mange bruger afdragsfriheden til at komme af med dyre banklån, siger Jan Knøsgaard.
- En analyse viser dog også, at især boligejere med en høj gæld i forhold til boligværdien barberer meget af bankgælden, forklarer vicedirektøren.
/ritzau/