Hollywoodlegende: Jeg opfandt Instagram

admin

9 år siden

|

25/09/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Jamie Lee Curtis, kendt fra bl.a. gyser-klassikeren "Halloween", har medvirket i et hav af Hollywood-produktioner, og i øjeblikket kan man se hende i tv-serien "Scream Queens". Men på trods af en travl hverdag som skuespiller, har Jamie Lee Curtis altså også haft tid til at finde opfinderhatten frem.

- Jeg opfandt faktisk Instagram, tre år før det kom. Jeg var bare ikke dygtig nok, afslører den 56-årige stjerne i et interview med magasinet Adweek.

Jamie Lee Curtis fortæller, at hun kunne se et stigende behov for at dele billeder fra sin iPhone, og derfor oprettede hun en Blogspot-side under navnet "iPhoneys". Her kunne iPhone-brugere dele deres små mesterværker fra dagligdagen, forklarer hun.

- Jeg inviterede en gruppe folk ind, som jeg vidste tog gode billeder. På det tidspunkt var jeg virkelig en nybegynder til teknologi, så de blev nødt til at sende billederne til mig, og så kunne jeg lægge dem op på siden, siger Jamie Lee Curtis.

Det viste sig dog ikke at være en holdbar løsning for "Golden Globe"-vinderen.

- Jeg endte med bare at give dem alle sammen kodeordet til hjemmesiden, så de selv kunne lægge billederne op. Da vi endelig begyndte at lægge billeder op regelmæssigt, kom Instagram, fortæller Jamie Lee Curtis, og det blev så enden på det iværksættereventyr.

Det er faktisk ikke første gang, Jamie Lee Curtis har forsøgt sig som opfinder. Hun har også et gammelt patent på en ble med indbygget lomme til vådservietter.

/ritzau/FOKUS