Hollænder vinder bjergetape i Giroen

admin

10 år siden

|

18/05/2014

Dagens topnyheder

Hollænderen Peter Weening vandt 9. etape af Giro d'Italia efter et langt udbrud, som holdt hele vejen. Sejren var den tredje i løbet for det australske hold Orica-Greenedge. Og den kom ni år efter, at den 33-årige hollænder vandt sin første store etapesejr i Tour de France.

Peter Weening og etapens nummer to italieneren Davide Malacarne (Europcar) var oprindeligt en del etapens store udbrud med 14 ryttere.

På dagens 172 kilometer fra Lugo til Sestola i det nordlige Italien, hvor resten af Giro d'Italia kommer til at foregå, skulle rytterne over tre stigninger i bjergkæden Appenninerne på etapens sidste halvdel.

Peter Weening stak af fra de øvrige udbrydere inden den sidste stigning, og fik selskab af Malacarne. De to arbejdede godt sammen, og Weening vandt en tæt spurt mellem dem.

I favoritgruppen måtte Chris Anker Sørensen arbejde for sin Tinkoff-Saxo-kaptajn Rafal Majka, som er på tredjepladsen i den samlede stilling.

Han kunne dog ikke forhindre, at den italienske bjergrytter Domenico Pozzovivo (AG2R) kørte væk fra favoritgruppen med kun tre kilometer til mål. Han formåede at tage næsten et halvt minut fra favoritterne og kørte sig fra 10.-pladsen til fjerdepladsen i den samlede stilling.

Cadel Evans (BMC) fører fortsat med 57 sekunder til colombianeren Rigoberta Uran Uran (Quickstep).

Mandag er hviledag i Giro d'Italia. Løbet slutter den 1. juni i Trieste

/ritzau/