Holger K: Uanset hvad skal fredskonferencen i gang

admin

10 år siden

|

20/01/2014

Dagens topnyheder

Forhåbentlig får Irans tilstedeværelse ved fredskonferencen om Syrien i Geneve ikke den syriske opposition til at blive væk.

Sådan siger udenrigsminister Holger K. Nielsen (SF) efter et heldagsmøde i Bruxelles mandag med de øvrige EU-landes udenrigsministre.

Netop som den af Vesten støttede syriske opposition, Syriens Nationale Koalition, havde meldt ud, at de ville komme til fredskonferencen, som starter onsdag, fik Iran en invitation til også at deltage.

Det har fået koalitionen til at true med at blive væk, hvis ikke invitationen trækkes tilbage inden klokken 20 mandag aften.

- Iran er en vigtig aktør i hele området. Vi håber på, at det at de kommer, ikke får den konsekvens, at oppositionen bliver væk. Vi vil gøre vores for at overtale den til at komme, siger Holger K. Nielsen.

Udenrigsministeren understreger, at fredskonferencen - under alle omstændigheder - bør gå i gang onsdag.

Han vil ikke svare på hypotetiske spørgsmål om, hvad der vil ske, hvis FN ikke trækker invitationen tilbage, og oppositionen ikke dukker op.

- Lad os nu vente og se. Det bliver svært uden oppositionen, men det venter jeg heller ikke bliver tilfældet, siger han.

Holger K. Nielsen siger, at der er forståelse blandt udenrigsministrene for, at Iran blev inviteret med af FN's generalsekretær Ban Ki-moon.

Ministrene vil dog høre Iran offentligt erklære sig enig i Geneve I, hvor det blev besluttet, at der skal etableres en overgangsregering - og den skal, ifølge Holger K. Nielsen, ikke inkludere Syriens præsident Bashar al-Assad.

Iranerne står på Syriens præsident Assads side i konflikten med oprørsgrupperne i landet. Konflikten har stået på siden foråret 2011.

/ritzau/