Ungarns højrenationale premierminister, Viktor Orbán, erklærer sig som klar vinder af søndagens parlamentsvalg, og det er tæt på, at hans parti Fidesz vinder over to tredjedele af mandaterne.
Det viser en prognose fra valgkommissionen efter mere end 85 procent af stemmerne er talt op.
- Vi har sikret en så omfattende sejr, at vi ikke helt kan forstå det i aften, lyder det triumferende fra Orban.
Prognosen giver Fidesz 133 ud af 199 mandater i parlamentet, mens en alliance af centrum-venstre-partier står til 37 mandater.
På ny markerer det radikalt højreorienterede parti Jobbik, der anklages for at være nyfascistisk, sig stærkt.
Partiet sikrer sig ifølge prognosen 24 mandater.
Fidesz lever højt på den valgreform, som partiet har fået vedtaget i det afgående parlament.
De to tredjedeles flertal i parlamentet, som prognosen viser, kan komme til veje med under halvdelen af de afgivne stemmer.
Fidesz har fået knap 45 procent af stemmerne, mens Venstrealliancen står med 25 procent, fremgår det, efter de fleste stemmer er talt op.
Det er markant, at det højreradikale Jobbik står til fremgang.
Partiet står til 21 procent af stemmerne mod 16 procent ved valget i 2010.
Orban er siden 2010 blevet kritiseret af EU for at bruge sit store flertal til udemokratiske reformer.
Han har fået vedtaget gennemgribende reformer af domstolene og centralbanken, og han har sikret sig nye mekanismer til at kontrollerede de ungarske medier.
Kritikere siger, at han har indsat folk, der er loyale over for Fidesz, i et magtfuldt medieorgan, der kan slå hårdt ned mediehuse og journalister, som regeringen mener forbryder sig mod loven.
Men vælgerne har belønnet ham for at få greb om landets økonomi, efter Ungarn i en årrække dykkede voldsomt under den tidligere socialistiske regering.
/ritzau/Reuters