Højesteret har givet a-kasserne medhold i, at de skal have tilbagebetalt omkring 22 millioner kroner fra Beskæftigelsesministeriet i tvisten om den såkaldte ferie-efterlønssag. Det oplyser AK-Samvirke, der er brancheorganisation for 25 statsanerkendte arbejdsløshedskasser.
- Vi er meget tilfredse med Højesterets afgørelse. Den giver os medhold i, at a-kasserne skal have refusion for de ydelser, vi blev pålagt at udbetale til vores medlemmer, siger Torben Poulsen, formand for AK-Samvirke i en kommentar til dommen.
- Samtidig er vi lettede over, at vi nu efter næsten 10 års bryderier med Beskæftigelsesministeriet endelig kan lukke denne sag, siger han.
Torben Poulsen siger, at han er glad for, at a-kasserne ikke " skal bøde for resultatet af ministeriets lovsjusk".
- Især i lyset af, at ministeriet selv har været enig i a-kassernes fortolkning af reglerne, og når man har undladt at informere a-kasserne, da man senere måtte ændre opfattelse, siger formanden.
Det var under den daværende VK-regering, at ferieloven blev ændret i 2004 for at sikre, at ikke-hævede feriepenge i større udstrækning blev udbetalt til borgerne i stedet for at havne i Feriefonden.
Lovændringen betød, at personer på eksempelvis efterløn og fleksydelse kunne opnå "dobbeltforsørgelse" og få udbetalt feriepenge fra tidligere ferieår - og samtidig få udbetalt for eksempel efterløn uden at blive modregnet.
AK-Samvirke oplyser, at Beskæftigelsesministeriet var opmærksom på, at loven åbnede denne mulighed for dobbeltforsørgelse. Men hverken a-kasserne eller efterlønsmodtagere blev informeret om muligheden for at opnå dobbeltforsørgelse.
Og praksis i a-kasserne var derfor uændret efter lovændringen: Man blev ved med at modregne efterlønnerne for de feriepenge, de fik udbetalt.
Først i slutningen af april 2006 blev hullet lukket i efterlønsreglerne, således alle kontante udbetalinger af feriepenge nu medfører fradrag i efterlønnen.
/ritzau/