Englands fodboldlandshold har aldrig gjort det særligt godt i straffesparkskonkurrencer, og det vil landstræner Roy Hodgson gøre noget ved.
Forud for VM i 2014, hvor englænderne igen risikerer at ryge ud af en turnering efter en dyst fra 11-meter-pletten, lufter han ideen om at få hjælp af en psykolog.
- Vi overvejer at invitere nogen med os, men det skal være med truppens accept.
- Det handler om spillernes karakter, deres selvtillid og deres evne til at holde morgendagens overskrifter ude.
- Hvis en psykolog kan hjælpe med det, så vil vi være rigtig, rigtig glade, siger Hodgson til Sky Sports.
Statistikken viser da også, at noget må gøres. Syv gange har englænderne stået i en straffesparkskonkurrence ved et større mesterskab, og kun en enkelt af dem er vundet.
Det skete tilbage ved EM i 1996, hvor Spanien blev besejret. Ellers er det blevet til seks nederlag i perioden fra 1990 til 2012.
Af de 35 straffespark i de syv konkurrencer er det kun lykkedes at score på 23 af dem.
Ud over en eventuel psykolog har Hodgson også inviteret Dave Brailsford til at komme og holde et oplæg for landsholdet inden testkampen mod Peru 30. maj.
Brailsford, der udover at være chef på cykelholdet Team Sky også har været en af hovedkræfterne bag britisk cykelsports store succes, vil fortælle om, hvordan man kan arbejde med at sætte sig ekstra op til store begivenheder som et fodbold-VM.
/ritzau/