Hjulmand: Slår vi Vestsjælland kigger jeg op i tabellen

admin

10 år siden

|

01/04/2014

Dagens topnyheder

FC Nordsjælland-træner Kasper Hjulmand kan måske snart begynde at drømme om europæisk fodbold på Farum Park til efteråret.

Mandagens 1-0-sejr over AGF betyder, at FCN lagde en smule afstand til Superligaens bundkamp og kom tættere på fjerdepladsen, der giver adgang til Europa League i næste sæson.

På mandag skal nordsjællænderne på besøg hos FC Vestsjælland i Slagelse.

- Jeg tror, at den kamp kan komme til at definere foråret for os. Hvis vi vinder, så tror jeg, at vi kan begynde at angribe det, der er foran os, siger Hjulmand, der dog langt fra føler sig i sikkerhed.

- Vi er tre point længere fra bunden nu og heller ikke mere. Det drejer sig om at vinde den næste kamp. Hvis vi taber til Vestsjælland, så er det hele åbent igen, siger FCN-træneren.

FCN har nu vundet de to seneste ligakampe, da det også blev til en sejr i forrige spillerunde på udebane mod FC Midtjylland.

- Jeg vil ikke kalde det en stime endnu, men sejre er vigtigt i den her række. Der er stor forskel på at vinde og spille uafgjort.

FCN har fire point op til Brøndby på fjerdepladsen, mens afstanden til Viborg under nedrykningsstregen er øget til seks point.

Hjulmand og co. har også mulighed for at spille sig frem til Europa League via pokalturneringen, hvor holdet står over FC København i semifinalen.

FCN tabte 0-1 i Parken, men har fordel af hjemmebane i returkampen i næste uge.

- Vi skal spille fem kampe på 14 dage, og den periode definerer resten af april og maj for os, siger Kasper Hjulmand, der efterlyser lidt mere skarphed oppe foran.

- Vi skal lukke kampen mod AGF i stedet for kun at vinde 1-0. Vi skal score noget mere, siger han.

/ritzau/