Hjulmand: Skal holde fast i vores måde at gøre det på

admin

|

16/03/2014

Dagens topnyheder

FC Nordsjælland har tabt tre ud af forårets fire kampe i Superligaen. Lørdag blev det til et 1-2-nederlag hjemme til FC Vestsjælland.

Det får dog ikke FCN-træner Kasper Hjulmand til at ryste på hånden. FCN skal fortsætte med at spille som FCN.

- Vi havde også modgang i efteråret, og vi skal holde fast i vores måde at gøre tingene på. Vi skal holde fast i troen på hinanden, siger Kasper Hjulmand.

Mens det overordnede koncept ligger fast, skal der arbejdes med de ting, der udspiller sig i felterne.

- Vi skal arbejde med detaljerne i felterne. Vi skal tage alvorligt, at der går for lette mål ind på os. Vi skal spille langt mere kontant i vores eget forsvarsspil, siger FCN-træneren.

Et af emnerne er løse bolde i feltet efter dødbolde.

- Det er meget sjældent, at vi indkasserer mål på den første situation. Det er næsten altid et nedfald, siger han.

Også offensivt mangler der noget.

- Der er en manko mellem det antal chancer, vi skaber, og det antal mål vi scorer. Det tager vi meget alvorligt, og vi ved, at der venter meget hårdt arbejde, påpeger Kasper Hjulmand.

Næste udfordring er en udekamp mod topholdet FC Midtjylland. Trods den svære start på foråret har midtbanespilleren Lasse Petry optimismen intakt.

- Vi skal have en sejr. Hvis vi kan spille op til vores bedste, har vi en chance mod alle hold. Det bliver selvfølgelig en svær kamp, men vi vil gøre alt, hvad vi kan for at vinde derovre, siger Lasse Petry.

/ritzau/