Fredag blev en redningsaktion iværksat ved vestkysten nær Harboøre.
I forbindelse med redningsaktionen kan Midt- og Vestjyllands Politi bekræfte, at to mennesker har mistet livet.
"To personer er i dag omkommet på vestkysten ved Vrist tæt på Harboøre i forb. med badning. En 59-årig kvinde blev af badegæster fundet livløs på stranden, hendes og en mands effekter fundet efterladt på stranden 800 m længere mod nord. Redningsaktion iværksat," kommer det fra politiet på Twitter, der tilføjer:
"Kort efter fandt kystredningspersonalet på redningsbåden en livløs mand i vandet. Indbragt til RGH Gødstrup og erklæret død ved ankomsten. Mandens pårørende er underrettet."
Ifølge TV 2 Østjylland var de to, som nu er omkommet, et par fra Østjylland.
Redningstjenesten måtte også torsdag rykke ud, efter at der blev slået alarm ikke ét, men to steder ved vestkysten.
Der blev blandt andet slået alarm, da en 60-årig mand druknede, da han kom for langt ud fra Bjerreborg Strand.
Et familiemedlem formåede at bjærge den 60-årige, men efter at have fået ham ind til land, var han ikke ved bevidsthed.
Personens liv stod desværre ikke til at redde.
Ikke mere end få minutter senere måtte redningstjenesten køre ud til Vedersø Klit, hvor en mor og søn var kommet i havsnød.
De kom begge ind til land med livet i behold, men moren måtte tilses på hospitalet, da hun formentlig havde slugt noget vand, fortalte vagtchefen.