Social- og sundhedsassistenter, dagplejere og rengøringsfolk er blandt de lønmodtagere, der selv finder deres job mest fysisk anstrengende. Det skriver Avisen.dk.
Fagforbundet FOA har spurgt 2.321 repræsentativt udvalgte medlemmer, og her vurderer de nævnte lønmodtagere, at deres arbejde er mere belastende end resten af befolkningens.
Inger Bolwinkel, forbundssekretær i FOA, fortæller til Avisen.dk, at FOA-medlemmer ofte har en fysisk anstrengende hverdag, hvor de eksempelvis skal bære rundt på mennesker.
- Det hænger også meget sammen med besparelser og fyringer. Konsekvensen er, at der mangler ressourcer. Hver gang, der er en kollega mindre på arbejdspladsen, er der stadig mere arbejde, der skal udføres for dem, som er tilbage, siger hun til netmediet.
Det fysiske arbejdsmiljø for fagforbundets medlemmer leder til ekstra mange sygedage.
Inger Bolwinkel fortæller, at mange social- og sundhedshjælpere ofte er alene om arbejdsopgaverne, hvilket er med til at presse de ansatte ud i fravær.
- Problemet er, at når arbejdspresset bliver for hårdt, giver det flere sygemeldinger. Fraværet bider sig selv i halen. Dem, der er tilbage, bliver endnu mere slidt ned, og sådan kører rumlen, siger hun til Avisen.dk.
Slidt ned
Undersøgelsens deltagere blev bedt om at sætte tal på, hvor stor en belastning de har været udsat for på jobbet i løbet af det sidste år - nul svarer til minimalt fysisk hårdt arbejde, mens ti er udtryk for maksimalt fysisk hårdt arbejde.
Blandt et repræsentativt udsnit af alle danske lønmodtagere er gennemsnittet 3,3, men hos FOA-medlemmer er tallet helt oppe på 6,4 i gennemsnit.
Jens Peter Ellekilde Bonde, professor og overlæge ved Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling ved Bispebjerg Hospital, siger til Avisen.dk, at arbejde inden for rengøring og pleje er mere fysisk krævende end mange andre job. Det ses blandt andet ved, at mange i branchen sjældent har kræfter til at blive i jobbet, når de er ældre, påpeger han.
Seks ud af ti FOA-medlemmer siger, at de arbejder meget i bøjende og forvredne stillinger, og flere end tidligere vurderer, at der er mange tunge løft i forbindelse med deres arbejde, skriver netmediet.
Siden 2012 har der været en stigning i antallet af FOA-medlemmer, der må bøje sig for at give ældre støttestrømper på, løfte dem eller vride klude op. I dag synes seks ud af ti medlemmer nemlig, at de arbejder meget i 'bøjede og forvredne stillinger', viser undersøgelsen.
En analyse Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at et hårdt fysisk arbejdsmiljø fordobler risikoen for at komme på sygedagpenge.
Følg Dagens Debat for flere lignende artikler: