Bankbogen bugner med masser af bling-bling hos branchens ypperste hiphop-stjerner.
Det viser en ny opgørelse lavet af erhvervsmagasinet Forbes, som har sammenlignet indkomsttal fra pladesalg, turnéer, optrædener, streaming og reklameaftaler i perioden juni 2014 til juni 2015.
I front ligger "Bad Boy for Life"-stjernen Diddy, som har haft lige så mange kunstnernavne, som han har scoret dollar og damer.
Ud over musikken har den 45-årige bad boy investeret i sit eget tv-netværk, en tøjkollektion og lanceret en vodka, og derfor indkasserer musikstjernen hele 401 millioner danske kroner og topper dermed årets liste over mest indtjenende hiphop-musikere.
Andenpladsen snupper hiphopmogulen Jay Z. Den 45-årige "99 Problems"-stjerne grundlagde i 2008 underholdningsselskabet Roc Nation, som producerer udgivelser og huser kunstnere som Rihanna, Timbaland og Calvin Harris.
Roc Nation har haft et særdeles indbringende år, og samtidig fik Jay Z boostet sin svimlende økonomi yderligere efter 22 koncerter med fru Beyoncé, og derfor klingede hele 375 millioner kroner i kassen hos rimsmeden.
Hjerteknuseren Drake hustler sig ind på tredjepladsen på Forbes liste over de mest indtjenende hiphop-kunstnere.
Den 28-årige canadiske "Started From the Bottom"-sanger scorede hele 264 millioner kroner fra juni 2014 til juni 2015 for sin turné og ikke mindst højtprofilerede sponsoraftaler med sodavandsgiganten Sprite og sportsbrandet Nike.
Kun én kvinde er på listen, og det er 32-årige caribiske numserapper Nicki Minaj, der med sine 140 millioner kroner, tager listens niendeplads.
Resten af top 10 over de mest indtjenende hiphop-stjerner er: Dr. Dre, Pharrell Williams, Eminem, Kanye West, Wiz Khalifa på ottendepladsen og Birdman på tiendepladsen.
/ritzau/FOKUS