Her er årets mest overbetalte skuespiller

admin

465 uger siden

|

23/12/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det amerikanske erhvervsmagasin Forbes gør hvert år op, hvilke komikere, der har kunnet hive flest dollar hjem og hvilke Hollywood-skuespillere, der har flest penge i banken. Nu har magasinet offentliggjort en mindre flatterende liste, nemlig hvilke stjerner, der er årets mest overbetalte. Og her er det måske overraskende "Pirates of the Caribbean"-stjernen Johnny Depp, der topper.

Tidligere har den 52-årige skuespiller ellers kunnet bryste sig af, at blive kåret som den mest sexede mand blandt andet af magasinet People, og han ligger nummer 67 på Forbes' liste over de bedst betalte berømtheder.

Listen med de mest overbetalte skuespillere er baseret på de tre seneste film skuespillerne har medvirket i inden juni, og gøres op efter hvor mange penge, der er kommet retur i forhold til stjernernes løn. Johnny Depp vinder altså den tvivlsomme ære på grund af de film, som har floppet i biograferne.

Det gælder filmene "Mordecai", som blev et biografflop, og thrilleren "Transcendence", som kun lige tjente sig selv ind, skriver Forbes. Det betyder, at for hver dollar den Oscar-nominerede skuespiller er blevet betalt, har der kun været en indtjening på 1,20 dollar til gengæld.

Listens nummer to er Oscar-vinderen Denzel Washington, efterfulgt af det komiske talent Will Ferrell. Blandt top ti finder man også skuespiller og rapper Will Smith, Batman-skuespilleren Christian Bale og "Inglorious Bastards"-stjernen Brad Pitt.

Johnny Depp skal dog næppe være rigtig bekymret, selv om titlen ikke er noget at prale af. Han har nemlig en del film på vej, som ventes at blive større biografsucceser. Til næste år er det efterfølgeren til "Alice i Eventyrland", og 2017 byder på et gensyn med den populære kaptajn Jack Sparrow i den femte piratfilm "Pirates of the Caribbean: Dead Men Tell No Tales".

/ritzau/FOKUS