Henrik Dam om anonym bog som udstiller S: Ukollegialt

admin

10 år siden

|

09/02/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Nu kan du komme med helt ind i de lukkede møder i Socialdemokraternes gruppeværelse på Christiansborg, efter at en anonym socialdemokrat i en ny bog beskriver partiet indefra gennem de seneste ni år.

Det er en historie om de alliancer og magtopgør, som har præget partiet, siden Helle Thorning-Schmidt (S) blev valgt som formand i 2005 foran Frank Jensen.

Bogen hedder "Den hemmelige socialdemokrat", og forfatteren er anonym. Bogen er skrevet af et mangeårigt og stadig aktivt medlem af den socialdemokratiske folketingsgruppe med en fortid i partiets organisation.

Det skriver Politiken.

Målet er at give en "fri og uhæmmet skildring af det indre liv på Christiansborg". Men endnu før bogen er kommet på hylderne, møder den kritik.

- Jeg har ikke læst bogen endnu, men jeg synes, det er ukollegialt at skrive en anonym bog om den slags.

- Så må man hellere stå frem, blandt andet fordi der jo sagtens kan være forskellige opfattelser af, hvad der faktisk skete i den og den situation, siger Socialdemokraternes gruppeformand, Henrik Dam Kristensen, til Politiken.

Over 271 sider fortæller den hemmelige socialdemokrat detaljeret om optakten til formandsopgøret i 2005, om Thornings første svære tid og om både det politiske og personmæssige drama, der førte til dannelsen af S-R-SF-regeringen i 2011.

Bogen beskriver blandt andet de den socialdemokratiske gruppes forskellige kaffeklubber. Men det underminerer politikernes frirum, lyder kritikken fra Henrik Dam Kristensen.

- Der er dog under alle omstændigheder det problem, at en udlevering af, hvad der sker i de forskellige kaffeklubber, er betænkelig. Kaffeklubberne er et frirum, hvor vi kan diskutere politik for os selv, siger gruppeformanden.

Ifølge Berlingske fremhæves alliancen mellem erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen og minister for by, bolig og landdistrikter, Carsten Hansen.

I bogen står der, at de to har en fælles lidenskab for værtshuse, og begge er "udstyret med betydelig brutalitet og blottet for sentimentalitet omkring egne overbevisninger og gamle allierede".

Ifølge forfatteren stod de to for at rydde op i partiets Frank Jensen-støtter.

Henrik Sass Larsen faster i perioder og drikker igennem i andre, mens Carsten Hansen helst bare vil have en øl, lyder det ifølge avisen.

/ritzau/