Hele verden er inviteret med til begravelsen af Muhammad Ali i hans hjemby Louisville fredag, hvor bokselegendens liv vil blive hyldet med et offentligt begravelsesoptog.
Pårørende til Muhammad Ali ledsagede søndag Alis båre fra Scottsdale i delstaten Arizona til Louisville i Kentucky.
Efter en privat familieceremoni torsdag vil Alis kiste blive transporteret gennem gaderne i Louisville fredag forud for en offentlig mindegudstjenesten med deltagelse af blandt tidligere præsident Bill Clinton.
- Et stort begravelsesoptog vil finde sted for Muhammad Ali fredag, så alle kan få muligheden for at tage afsked med ham, siger familien.
Hovedgudstjenesten bliver holdt på KFC Yum Center, hvor der er plads til over 20.000 mennesker. Det er en gudstjeneste på tværs af forskellige religioner, men den bliver ledet af en imam og bliver holdt i den muslimske tradition, siger familien.
Clinton vil sige mindeord og komikeren Billy Crystal og sportsjournalisten Bryant Gumbel ventes også at være blandt talerne på dagen
Muhammad Ali bliver begravet på Cave Hill kirkegården i Louisville - byen, hvor han blev født i 1942.
- Han var en verdensborger og ville have ønsket at folk fra alle mulige forskellige samfundslag deltog i hans begravelse, siger familiens talsmand, Bob Gunnell.
/ritzau/Reuters