Thorbjørn Olesen var fire slag under par efter 11 huller af fjerde og sidste runde af majorturneringen PGA Championship, inden heftig regn satte en stopper for al spil.
I Valhalla Golf Club i Louisville var den danske golfstjerne noteret for fire slag under par efter 11 huller. Blandt andet tre birdies og en eagle på hul syv betød, at Olesen rykkede godt op i den samlede stilling.
Da regnen stoppede spillet søndag aften dansk tid, var Olesen avanceret 26 pladser, så han lå på en delt 24.-plads med samlet fem slag under par.
Ingen fra den absolutte topstrid er kommet på banen i fjerde runde, og det er uvist, hvornår spillet genoptages. I værste fald bliver turneringen først færdigspillet mandag.
Den nordirske verdensetter, Rory McIlroy, topper med 13 slag under par.
/ritzau/