Hattrick-Welbeck: Mit tredje mål var det bedste

admin

10 år siden

|

02/10/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Danny Welbeck sparkede sig ind i hjertet på mange Arsenal-fans onsdag aften. Han var med sine tre mål en afgørende faktor for, at englænderne vandt 4-1 over Galatasaray i Champions League.

Sejren kom i hus efter sublimt offensivt spil af Arsenal, der konstant var et skridt foran modstanderne med hurtige kombinationer og præcise pasninger.

Netop pasningerne nød Welbeck godt af. To ud af tre scoringer kom efter fantastiske stikninger fra holdkammerater, og særligt det sidste mål var den 23-årige angriber særligt glad for.

- Det sidste mål er min favorit, fordi jeg virkelig måtte strække mig for at nå den. Jeg havde også prøvet at finde den position flere gange tidligere i kampen, siger Danny Welbeck til Uefas hjemmeside.

Den engelske landsholdsangriber er også taknemmelig for tilliden fra manager Arsene Wenger.

- Manageren har vist mig utrolig meget tillid, og nu prøver jeg at betale ham tilbage. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at gøre ham glad, siger Danny Welbeck.

Arsenals franske manager var naturligvis også glad for at se, at hans nye angriber havde indstillet sigtekornet.

- Han (Danny Welbeck red.) leverede en stor præstation. Han har nu tilføjet et målscorerinstinkt, og han var mere aggressiv og lavede nogle rigtig gode løb i dag. Og så afsluttede han holdets flotte opspil efter fortjeneste, siger Arsene Wenger til Uefas hjemmside.

Danny Welbecks hattrick mod Galatasaray er Arsenals første i Champions League, siden danske Nicklas Bendtner gjorde det samme tilbage i 2010 i en 1/8-finale mod Porto.

/ritzau/