Lad det være sagt med det samme: Jeg har intet imod reality-tv. Det er underholdende, absurd og tidsfordriv af den bedste skuffe.
Deltagerne snubler og glider rundt i en snasket sø, af irrationelle opfattelser af, hvad der hører offentligheden og privatlivet til. De bedste af dem er grænseløse, uden hæmninger og udstråler en tydelig mangel på selvindsigt og forståelse af, hvordan verden hænger sammen.
Bedst som jeg troede den danske ungdom var nået lavpunktet af, hvordan man vil udstilles, præsenterede tv3 for nylig ’Bikini Island’ med slogannet: Nul filter, nul forspil, nul bullshit.
Undskyld hvad var Paradise Hotel så? Men okay, hvem kan også undgå at lade sig forføre af liderlige, usympatiske fyre, der manipulerer med underfrankerede piger fra bitchklasse 1, og hvor en naturlig samtale lyder:
A: ”Ikke en skid, mand”
B: ”Så skulle du have taget nogle bedre beslutninger på jeres side, mand”
C: ”Der var en grund til, vi gjorde, som vi gjorde mand, tænk dig nu om, mand”
B: ”Du var ligeså meget med på planen, som vi andre var, mand.”
Ja, mand. Godt tv, mand. Deres dansklærere må være virkelig stolte! Et så sprudlende og varierende ordforråd skal man lede længe efter!
Spaden opfører sig tilsyneladende dummere end skovlen, og synes underligt stolt af det til trods for den enorme eksponering, alle tv-idioter får i dagens Danmark.
Når nu vi alle ved, hvordan reality fungerer, hvordan deltagerne er brikker og castet til en bestemt rolle - hvad får så stadig flere unge til at tilmelde sig disse programmer?
Jeg mistænker, at der i takt med realitybølgens fremvinding er sket et skred i ungdommens identitetsopfattelse.
Læs også: 15 ting hun siger og hvad hun i virkeligheden mener
Jeg mindes gymnasietiden, hvor ”identitet” var på programmet i dansk, og hvor selvværd, selvtillid og personlig karakter var nøgleord i undervisningen om identitetsdannelse.
Vi læste Mette Thomsens roman, Plastic, der vakte en del røre på klassen, for fandtes der virkelig personer, som var så overfladiske, materialistiske og hvor identitetsdannelse i højere grad drejede sig om plastikoperationer, end kultur og værdier? Jeg græmmes, når jeg får opfattelsen af, at bogen i dag er mere aktuel end nogensinde før.
I et form for psykoanalytisk trip bortforklarer jeg for mig selv populariteten af at deltage i reality med manglende kærlighed. Deltagerne må under showets storhedstid forveksle opmærksomheden med kærlighed.
Vi griner af dem, håner dem, og føler (til tider) med de mest sympatiske af dem. Og derudover deler vi små sjove klip af dem på facebook.
Er vi som tilskuere i virkeligheden så ikke med til, at stimulere dette forvrængede billede af ”stjerne-status”? Opfordrer vi dem ikke til det, som branchen allerede viser tendenser for, at alting skal være vildere og lidt mere over grænsen for at imponere og chokere?
Engang blev man kendt, fordi man var ekseptionelt dygtig til sin interesse: Sang, tennis, fodbold, design, etc. I dag bliver man kendt, fordi man er villig til at eksponere sin personlige karakter til overdrevethed.
Man fremstilles enten som virkelig dum, ”løs på tråden”, temperamentsfuld, manipulerende eller af en sådan karakter, at Danmark er nødt til at kende til typen. Det handler om at være noget frem for nogen. Det handler om at føle sig vigtig. Om berømmelse. Om kærlighed. Men lykken er kort. Døgnflueberømmelse.
Læs også: Fire Laursen: Jeg skal snart være mor
Jeg har intet imod reality-tv. Men jeg har noget imod, hvad det får frem i deltagerne, og hvilket virkelighedsbillede det giver ungdommen i dag.
De kan ikke huske den første sæson af Big Brother eller Robinson. De kan ikke huske tiden før reality. De er flasket op med det, og sådan fortsætter det formentlig med de kommende generationer.
Reality-tv’s eksistens afhænger dog af villige deltagere. Uden deltagere ingen reality. Hvad ville du foretrække?
Indlægget er skrevet af Nanna Just for Dagens.dk. Hun er Stud. Cand.mag og har bloggen klummeliv.dk.
Følg Dagens Kvinder for flere lignende artikler:
