Det er kun tre dage siden, hun fødte, men Halle Berry planlægger alligevel sin næste rolle allerede. Hun følger en lang række kolleger til TV-skærmen. Skuespillerinden har sagt ja til at medvirke i Steven Spielbergs nye dramaserie »Extant«.
Ifølge branchebladet Hollywood Reporter skal Berry spille en astronaut, som vender hjem efter et år i rummet, og den udfordring må hun simpelthen prøve kræfter med.
»Jeg er altid på udkig efter stærke roller og når man ser materiale som dette, der rummer så mange stærke elementer og er så nuanceret, føler jeg mig draget til at løbe efter det, uanset mediet«, forklarer den nybagte mor.
Spielberg er godt tilfreds med den underskrift, han har fået: »Der findes kun én Halle Berry og vi er beærede over, at hun har valgt »Extant« til at udbygge sin strålende karriere med«, siger filmskaberen og fastslår, at han glæder sig til samarbejdet.
Berry har tidligere høstet ros for sit TV-arbejde. Det var i »Introducing Dorothy Dandridge«, der tilbage i 1999 indbragte skuespillerinden en Golden Globe, en Emmy og en Screen Actors Guild Award.
»Extant« får efter planen amerikansk TV-premiere næste sommer, så Berry får tid til nogle få måneders barselsorlov efter sin søns fødsel. Den 47-årige »Catwoman«-stjerne blev mor for anden gang i lørdags, da hun nedkom med en sund og velskabt dreng, som gjorde hendes femårige datter Nahla til storesøster.