Hævntørstigt FC Nordsjælland vil passe på dødbolde

admin

10 år siden

|

07/04/2014

Dagens topnyheder

To gange i denne sæson har hjemmestærke FC Nordsjælland tabt på Farum Park. Begge gange har modstanderen været oprykkeren FC Vestsjælland.

Mandag aften mødes de for tredje gang. Denne gang i Slagelse.

- Der er vel en vis form for hævntørst inden opgøret mod FC Vestsjælland, men når det er sagt, så er det vigtigt, at vi holder fokus på vores egne opgaver, og at vi gør vores eget spil endnu bedre, siger FC Nordsjællands træner, Kasper Hjulmand, til klubbens hjemmeside.

Træneren kan glæde sig over at få Patrick Mtiliga tilbage efter endt karantæne. Venstrebacken kan nemt sætte fingeren på, hvad hans hold har gjort galt i de første indbyrdes møder.

- Vi har sådan set gjort mange ting rigtigt i de kampe, vi har spillet mod Vestsjælland, men vi har ikke udnyttet mulighederne, og så har vi været for sårbare på dødbolde.

- Det er deres bedste våben, så vi har fokus på, at holde dem væk fra den slags situationer, samtidig med at vi holder fast i vores eget spil, siger Mtiliga.

Det er blot et par uger siden, at FC Nordsjælland var en del af nedrykningskampen, men to sejre i træk har sendt holdet op i tabellen. Med en sejr mere mandag vil holdet sætte sig på den femteplads, der kan udløse europæisk deltagelse til efteråret.

FC Vestsjælland savner heller ikke motivation inden mandagens kamp. Hvis holdet sejrer, avancerer det fra 11.- til ottendepladsen med tre point ned til nedrykningsstregen.

Kampen begynder klokken 19.00.

/ritzau/