De danske stuer var fyldt med jubelråb og sejrskram søndag aften, da håndboldherrerne snuppede OL-guldet foran næsen på de franske rivaler.
Guld-sejren fik også flere celebre danskere op af sofaen, og de danske håndboldherrer bliver overdynget med lykønskninger og hyldestbeskeder på de sociale medier.
- Jaaaaaaa DK. Tillykke til hallens herrer, skriver skuespillerinden Paprika Steen til et billede af en jublende Mikkel Hansen på sin Instagram-profil.
Musicalskuespilleren og danseren Silas Holst så også med under den nervepirrende kamp, der endte med en sejr på 28-26 til Danmark, og på sin Instagram-profil sender han en kærlig lykønskning af sted til gulddrengene.
- Jeg elsker det! I er så vilde drenge! Det er så stort, at det er svært at finde ord. Er fandeme så stolt, skriver han til et billede af landsholdet.
Skuespillerinden Ellen Hillingsø fejrer også danskernes pragtpræstation med et billede på det sociale medie, hvor de danske sejrherrer hopper rundt på banen af glæde. Hendes skuespillerkollega Cecilie Stenspil ønsker også håndboldherrerne stort tillykke med sejren, og så benytter hun lejligheden til at sende en hilsen af sted til alle OL's sportsudøvere.
- Guldfeber. Kæmpe tillykke til alle atleterne i Rio, skriver "Badehotellet"-skuespillerinden på Instagram.
Tv-værten Sofie Linde og skuespilleren Cyron Melville fejrede den danske sejr med et billede på de sociale medier, mens tv-værterne Andrea Elisabeth Rudolph og Puk Elgaard også er blandt de stolte danske roligans.
Flere af de danske sejrherrer har selv delt glade billeder, hvor de bærer deres guldmedaljer om halsen, og stregspilleren Jesper Nøddesbo har desuden delt et billede af hans nære, der fejrer ham og resten af holdets sejr hjemme i stuen.
- Når dem, der er allervigtigst bakker op, skriver han til billedet.
https://www.instagram.com/p/BJYfAH-ANI0/?taken-by=silasholst
https://www.instagram.com/p/BJYeNX5hbwp/?taken-by=paprikasteen
https://www.instagram.com/p/BJYZ-19B3BL/?taken-by=ceciliestenspil
https://www.instagram.com/p/BJYvamIDB7U/?taken-by=jespernoeddesbo
/ritzau/FOKUS