De danske håndboldherrer vandt torsdag aften en sikker sejr på 31-21 over Litauen i kvalifikationen til EM.
Selvom sejrscifrene lyder overbevisende, så var der en del skønhedsfejl undervejs mod de upåagtede litauere.
Kampen i Brøndby Hallen var samtidig landstræner Gudmundur Gudmundssons første officielle opgave på posten som dansk landstræner.
De danske drenge havde visse startvanskeligheder. Litauen fulgte godt med i det første kvarter, hvilket dansk sløsethed primært var skyld i.
Men Mikkel Hansen og co. tog sig sammen. Danmarks største stjerne havde med sine fire mål i halvlegen sin andel i, at føringen ved pausen lød på 16-8.
Efter pausen havde landstræneren blandet kortene, hvor samtlige spillere i den danske bagkæde blev skiftet ud.
Den nye konstellation med Mads Mensah Larsen, Bo Spellerberg og Mads Christiansen virkede til at have svært ved at finde melodien, og Litauen skar lidt af det danske forspring.
Krisen blev dog aldrig større, end at den danske føring kun kom ned på fem mål.
Det fik Mikkel Hansen til endnu engang at trække i arbejdstøjet, og han blev topscorer med sine syv mål.
Det endte derfor med dansk sejr på 31-21 trods små svaghedstegn kampen igennem.
Næste opgave for Gudmundur Gudmundssons drenge i EM-kvalifikationen hedder Bosnien, som danskerne søndag møder på udebane.
/ritzau/