Gymnasieelever over hele landet strejker imod reform

admin

447 uger siden

|

28/04/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Elever på flere af landets gymnasier, erhvervsskoler og handelsskoler vil torsdag strejke for at vise deres utilfredshed med gymnasiereformen, som politikerne på Christiansborg forhandler på plads i disse dage.

Det skriver tre elevorganisationer i en fælles pressemeddelelse, hvor det fremgår, at blandt andet eleverne på Aurehøj Gymnasium i Gentofte, Skive Handelsskole og Frederiksberg HF har valgt at nedlægge undervisningen.

Beslutningen om at strejke er blevet taget af et flertal af eleverne på skolerne, og flere andre institutioner skal stemme om det samme torsdag eller mandag, hvor der bliver taget hul på endnu et forhandlingsmøde om gymnasiereformen.

Til diskussion er eksempelvis et karakterkrav i dansk og matematik på 4 samt færre studieretninger. Og det er netop disse punkter, eleverne vil vise deres utilfredshed med.

- Det er et faktum, at et karakterkrav på 4 rammer 27 procent af unge med indvandrerbaggrund, og det er et faktum, at et karakterkrav på 4 rammer halvdelen af unge, der er børn af ufaglærte, siger Steffen Andersen, formand for Landssammenslutningen af Handelsskoleelever.

Han mener, at det er vigtigt at holde fast i forskelligheden på uddannelserne, og det bliver bakket op af både Veronika Schultz, forkvinde for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, og Mie Hovmark, formand for Erhvervsskolernes Elevorganisation.

En række uddannelsessteder har valgt ikke at strejke, da sommerens eksamener ligger for tæt på. I stedet vil de lave "aktioner" på skolerne for at vise deres modstand mod den kommende reform.

I alt 36 gymnasiale institutioner vil ifølge elevorganisationerne lave en form for tiltag de kommende dage. Der er primært tale om skoler med elever, som bliver hårdest ramt af karakterkravet.

/ritzau/