Gyldendal afviser at trække omdiskuteret bog tilbage

Redaktionen

428 uger siden

|

05/09/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Forlaget Gyldendal skriver i en pressemeddelelse, at det står ved udgivelsen af Karina Pedersens bog "Helt ude i hampen".

Det sker, efter at dele af bogens indhold er blevet kritiseret for at være faktuelt forkerte, ligesom flere af de omtalte personer ikke kan genkende sig selv i forfatterens beskrivelser.

Litterær direktør Johannes Riis siger i en pressemeddelelse, at forlaget står ved bogen.

- Bogens undertitel, "Mails fra underklassen", er valgt med omhu - mails er en moderne form for breve, som naturligt er subjektive, og "underklasse" er et bevidst valgt farvet ord.

- Vi betragter bogen som et stærkt personligt vidnesbyrd. Vi antager manuskripter på tekstens præmis og kvalitet, ikke på noget som helst andet, siger Johannes Riis efter at have vendt bogen med forfatteren.

Gyldendal henviser til en artikel i Jyllands-Posten søndag, hvor væsentlige dele af bogens fakta skulle være bekræftet.

Forlaget mener også, at den ligefremme og påtrængende form er et vigtigt argument for at udgive bogen.

- Forfatteren har en stærk stemme i debatten, og hun giver et selvoplevet indblik i nogle miljøer, som ellers ikke kommer til orde, hedder det i pressemeddelelsen.

/ritzau/