Gulf Airs Københavns-rute hænger i en tynd tråd

John Meyer

|

11/12/2012

Dagens topnyheder

Fra 21. januar næste år og frem til vinterfartplanens udløb den 30. marts nedskæres Gulf Air-ruten mellem Bahrain og København fra en daglig forbindelse til seks ugentlige forbindelser.

Men ifølge check-in.dk’s oplysninger er det ikke utænkeligt at ruten lukkes helt, når der tages hul på sommertrafikprogrammet. I denne uge skal Gulf Air-ledelsen tage stilling til om ruten skal overleve, eller om den skal lade livet. Tal fra Trafikstyrelsen viser, at ruten i oktober havde en gennemsnitlig belægning på under 40 procent og i september på ned mod 20 procent.

Hos Gulf Air ønsker man ikke at udtale sig specifikt om København-rutens fremtidsperspektiver.

Udvidede med 153 procent
Overvejelserne om rutelukningen kommer omkring et halvt år efter at Gulf Air indsatte et større fly på ruten og gik fra fire ugentlige flyvninger til daglige flyvninger. Det udvidede kapaciteten med 153 procent.

Gulf Air er lillebroderen blandt de fire selskaber fra ørkenstaterne omkring Den Persiske Golf. Selskabet har i år været ramt af alvorlige økonomiske vanskeligheder og været igennem en større sparerunde. Desuden har selskabet måttet opgive en stor del af de ruter til destinationer i Mellemøsten og Den Persiske Golf, som har været selskabets styrke i forhold til de større konkurrenter Etihad, Qatar Airways og Emirates.