Det bliver Saudi-Arabien, der skal møde Danmark, når VM i herrehåndbold løber af stablen om knap to måneder i Qatar. Selve forløbet med udvælgelsen vækker undren hos den danske landstræner, Gudmundur Gudmundsson.
Det blev fredag aften endeligt besluttet på et møde i det internationale håndboldforbunds (IHF) såkaldte council efter et uskønt forløb, hvor flere lande har været ude med kritik af udvælgelsen.
- Personligt havde jeg klart foretrukket, hvis IHF havde taget konsekvensen af de mange uregelmæssigheder og dekreteret ny lodtrækning, siger Gudmundur Gudmundsson i en pressemeddelelse.
Saudi-Arabien overtager Bahrains plads, mens Island overtager pladsen fra De Forenede Arabiske Emirater, da de to lande tidligere meldte afbud, hvilket de efterfølgende indkasserede en bøde på omkring 620.000 kroner for.
Forløbet op til udvælgelsen har været præget af stor virvar og usikkerhed.
Det hele startede med en ændring i reglerne 8. juli, da IHF's council gav sig selv mulighed for at sortere i de lande, der har kvalificeret sig til VM. Det gik ud over Australien, som blev vippet ud til fordel for Tyskland.
- Jeg synes, der alt i alt har været tale om et meget lidt kønt forløb, som på ingen måde har været håndboldsporten værdig. Men fra dansk side kan vi jo vanskelig gøre andet end at tage af sted og spille mod de hold, vi er i gruppe med, siger træneren.
Den nye regel fra 8. juli siger, at council kan tage en VM-plads fra et land, hvis man mener, at det pågældende holds sportslige niveau ikke er højt nok.
Dermed overtog Tyskland pladsen fra Australien, hvor førstnævnte er et af de vigtigste tv-markeder, men som kiksede i kvalifikationen ved at tabe til Polen over to kampe.
VM foregår i Qatar og spilles fra 15. januar til 1. februar. Danmark er kvalificeret i kraft af sin andenplads ved EM.
/ritzau/