Kærligheden har endnu en gang sejret for Christiane Schaumburg-Müller og L.O.C.
Parret fandt sammen i 2008 efter mange års venskab, forlovede sig efterfølgende, men brød kort tid efter med hinanden for så at finde sammen igen, genoptage forlovelsen og gifte sig ved et julebryllup i 2012.
Efter to og et halvt års ægteskab bekendtgjorde powerparret så deres skilsmisse i sommeren 2015, fordi de på visse punkter var "uforenelige", men mandag overraskede de alle endnu en gang, da Christiane Schaumburg-Müller annoncerede, at hun og L.O.C. er sammen igen, og at kærligheden vil kulminere med en lille baby senere på året.
- I et job, hvor der følger en god portion mediebevågenhed med, har det sidste års tids stilhed virkeligt været rart på hjemmefronten. Det har givet Liam og jeg den ro og plads, det nu engang kræver for at finde et ståsted.
- Om ikke så længe skal Liam og jeg være forældre til en sund og rask dreng. Noget, som vi ikke kunne være mere lykkelig over, og som altid har været meningen for os, jublede tv-værtinden på Instagram.
Siden er lykønskningerne strømmet ind til den 34-årige tv-stjerne og den 36-årige rapper, og på Instagram takker en strålende og storsmilende Schaumburg-Müller nu for de mange hilsner.
- Har haft nogle megatravle arbejdsdage, men vil skynde mig blot at sige 1000 tak for alle jeres lykønskninger (der var søreme mange! Det tog en god togtur hjem fra Kolding i går at komme igennem dem) 1000 tak, skriver hun til billedet, hvor hun er iført en skjortekjole.
Tidligere har Christiane Schaumburg-Müller ytret stort ønske om at få børn, og på Instagram mandag kunne hun slet ikke skjule sin begejstring over den genfundne kærlighed og den forestående familieforøgelse.
- Jeg er i den syvende himmel og lykkeligere end nogensinde før.
Se billedet her: https://www.instagram.com/p/BE80xFkn0b7/?taken-by=christianesm&hl=da
Og annonceringen her: https://www.instagram.com/p/BE5nZqgH0S6/?taken-by=christianesm&hl=da
/ritzau/FOKUS